Peters Jul historien

Johan Krohn: Peters Jul. (1870)    

Før julen

 

Jeg glæder mig i denne tid;
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg, Julen kommer.
Min far hver dag i byen går,
og, når han kommer hjem, jeg står
og ser hans store lommer.

Og på hans bord forleden dag
jeg så et yndigt lille Flag,
og det jeg ikke glemmer.
Papir han klipper med en saks;
men når jeg kommer ind, han straks
sin stads i skuffen gemmer.

Og mor har peberkager bagt;
jeg ved det, jeg har selv dem smagt,
da de var ganske varme.
Sit sølvskab mor nu åbnet har,
og stadsestagen frem hun ta'er,
den med de mange arme.

Og mor hun har så mange bud,
hvert øjeblik skal Anders ud,
og mor og Anders hvisker.
Men jeg kan dog høre, - tys!
I morges var det julelys
og røde bånd og svesker.

Og søster Hanne syr og syr.
Hun siger, julen er så dyr,
hver gang hun grisen ryster.
Til far hun har en pibesnor
af perler, og til Bedstemor
hun hækler på en trøster.

Jeg vil nok også noget få;
jeg må jo ind i salen gå,
når hun skal til at strikke.
Derude er der rigt'nok koldt;
men når jeg spiller med min bold,
så mærker jeg det ikke.

Da før jeg ud med Karen gik,
vi var i bagerens butik;
dèr stod den tykke bager,
og han skrev op, hvad Karen sa'e:
Til juleaften skal vi ha'e
to store julekager.

Gid det var jul! Hvor det var rart.
Men nu må den da komme snart,
det varer ikke længe;
for - fra min stol ved vinduet her
på køkkenmuren jeg jo ser
alt julegåsen hænge. 

 

Bedstemor indbydes

 

Du gamle, rare Bedstemor,
hvor det var dejligt, at du tror,
at nok du ud tør køre.
Og juletræet er så stort;
jeg så det stå i vores port. -
Nu skal du bare høre!

Så får vi punch i vore glas,
og mor hun henter juleknas
og godter til at spise.
Og gåsens skål vi drikke vil,
og far han synger nok dertil
en morsom julevise.

Med risengrød begynder vi -
husk på, der er en mandel i! -
Og så skal gås vi have.
I gåsens ryg et flag skal stå,
og den har små manchetter på
og grankrans om sin mave. 

Og, når til sidst vi klinket har,
sin søndagspibe henter far,
og Hanne hun må stoppe.
Med julelys hun tænder den;
så leger far med os igen,
og vi bli'er længe oppe!

Når far skær hul på gåsen så,
han løfter mig, jeg kigge må
til sveskerne derinde.
Vi trækker ”gåsekrog" for spøg,
og tænk, en stor klat syltetøj
jeg får, hvis jeg kan vinde.

Far vel! for nu vil Karen gå.
Men jeg dig ikke sige må,
hvad vi skal hen og hente. -
Og kom nu rigtig tidligt! hva'?
Du kan jo køre hjemmefra,
før lygterne er tændte.

 

I mørkningen juleaften

 

Vi sov af glæde kun lidt i nat,
og Dagen har været så lang;
nu har vi os her på skamlerne sat,
fortæl en historie engang!
Vi ved, du over hundrede kan.
Mens far og mor gør træet i stand,
fortæl, lille Bedstemor! Gør det! Aah!
Men en, som er lang, at tiden kan gå.

Bedstemor fortæller:
"Hver juleaften netop nu,
når Julegrøden koger,
da vandrer - Peter, hører du!
- igennem aftnens tåger
med store kanestøvler på 
den gamle Jul til staden;
fra vinduet kan man se ham gå
på sneen gennem gaden. 
Et dejligt juletræ han bær',
det største vist i skoven.
Hans skæg når lige til hans knæer;
og på hans hat for oven
et lille julelys der står;
det stråler, og det skinner
på næsen og det hvide hår
og på hans røde kinder.
Og gade op og gade ned
sit træ han om vil bære;
hvor alle bo, bestemt han ved,
derpå kan vis man være. 

Ved husets Dør han stille står
og lytter meget længe;
han vide må, før ind han gaar,
om der er slemme drenge.
Og hører han, at far er vred,
imens han træet tænder,
han rokker straks ad trappen ned
og ud på gaden render. 

Men, hører han, at far og mor
er glad for deres drenge,
imens de pynte julebord
og lys i træet hænge,
da ler den gamle Julefar
og ind i stuen smutter.
Sit lys fra hatten ned han ta'er,
det funkler, og det futter;
med det han hen til træet går
og nikker i det samme,
straks fra hvert lille Lys der står
en klar og dejlig flamme.
Se, der, hvor julen ej gik ind,
hvor ej han ville tænde,
har lysene et dårligt skin
og vil slet ikke brænde;
men der, hvor julen har dem tændt,
de stråle, og de skinne.
Og derpå har nu let man kendt,
om julen var derinde."

 

Ved juletræet

Julesangen

Åh, hvor det stråler! Nej, se dog blot,
hvor alle lysene skinne! 
Og se, hvor  træet er fuldt af godt!
En kat kan nu først jeg finde.
Og der er et horn og en  svane - åh! 
Og der er Pjerrot af sukker;
ham skal jeg rigtig nok passe på, 
når  siden vi træet plukker. 
Her hænger en hest under denne gren,
og der er en kurv med pærer. 
Og der er en mand, nej, sikken en!
En tøffel på ryggen han bærer; 
hvoraf han er lavet, jeg ikke ved.
Men se blot storken deroppe!

Og kagedukker, som Hænderne ned
i bukselommerne proppe! 
Og æbler, hvis stilk er fint forgyldt,
og et par strømper af kage
og kræmmerhuse,  som helt er fyldt
med ting, som jeg nok gad smage! 
Og svøbelsebørn! Og se blot der 
to frøer af chokolade!
Nej, kom! Der sidder en ugle her. 
Åh, hvor vi alle er glade!
Og store figner i røde bånd 
og grise og sukkerkranse! 
Bedstemor, kom, tag fat i min hånd!
Nu skal vi om træet danse. 

Men se, klaveret op er lukt,
og hør, hvor mor nu spiller smukt!
Med foldede hænder vi synge må
Den julesang, vi har øvet os på.

Du grønne, dejlige træ, god dag!
Velkommen du, som vi ser så gerne
med julelys og med danske flag
og højt i toppen den gyldne stjerne!
     Ja, den må skinne,
     thi den skal Minde
     os om vor Gud.

Den første jul i et fremmed land
Vorherre den store stjerne tændte;
den skule vise vor jord, at han
den lille Jesus herned nu sendte.
     I stjerneglansen
     gik engledansen
     om Bethlehem.

Om Jesusbarnet fortalte mor
så mangen aften, vi sad herhjemme;
vi kan hans bud og hans milde Ord,
vi ved, at aldrig vi dem må glemme.
     Naar stjernen skinner,
     om ham os minder
     vort juletræ.

 

Fars julevise

Og gåsen kom på marken, da kornet var kørt væk; 
det kunne han nu lide, og derfor sa'e han: "Gæk!" 
Ved mortensdag kom pigen ud med den blanke kniv,
da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade liv.

Hun sleb den på sin Tøffel, han fik en grusom skræk;
højt fløj han over gærdet, mens han hvinede: "Gæk!"
Men pigen tog ham ikke, hun greb en anden en;
da dansed han på Marken på sine lave ben.

De drev ham hjem fra marken, på vejen fik han smæk;
han virrede med halen, og han hvæsede: "Gæk!" 
De satte ham på sti, og de propped' maden ned,
de holdt ham fast om halsen, skønt han kneb, og han bed.

Til julen blev han slagtet, da fik hans hals et knæk;
dengang de vred den, skreg han sit allersidste: "Gæk!"
Så lå han ganske stille, han mærked kniven knap,
som tog hans hvide vinge og røde gåselab.

Til torvs ham pigen bragte; der roste man hans vægt.
Han æbler fik i maven og blev så dejlig stegt. 
En julegås, det blev han, og det er ikke lidt, 
og mor har skummet af ham en vældig krukke fedt.

 

Et besøg

 Juledag

Den fattige Rasmus er kommet herhen.
Han har det derhjemme kun dårligt; 
men nu skal vi ham nok fornøje.
Et godt stykke legetøj skal han få,
og mor hun siger, hun vil gå
og hente min ældste trøje.

De billedbøger, vi har, skal han se,
og så vil han nok blive glad og le,
og vi vil med Rasmus lege.
Og mor en kop kaffe ham skænke vil
og skære af julekagen dertil,
og vi vil ham æbler stege!

Hanne og jeg og min lille bror,
vi sidder her ved det store bord
og leger så dejligt på dugen.
Da far og mor i kirke gik,
alt juletøjet frem vi fik;
vi er ganske ene i stuen.

I morges, da jeg vågnede, far
herind i dagligstuen mig bar,
han tog mig i tæppet på armen;
for julemorgen altid vi må
herind og høre klokkerne gå
og blive klædt på i varmen. 

 

Nytårsaften

Helligtrekongers aften

I aften ender det gamle år,
og derfor vi æbleskiver får.
Jo, vi kan lugte, at Karen bager,
mens vi spiller gnav om peberkager.

Nå, hvor det buldrer derude! Hør!       
Der kom en potte på Karens dør.          
Det var vist Anders; for Karen siger,
at han gør løjer med alle piger.

På gaden knalder det skud på skud,
nu skyder drengene året ud.
Jeg hørte det før, da ned vi rendte
for Bedstemor fra vognen at hente.

Hun bliver altid, til tolv den slår;
for så begynder det nye år.
Først vil hun "glædeligt nytår" sige,
så kommer vognen og hendes pige.

Når "glædeligt nytår" vi har sagt
og alle hinanden hånden rakt,
så kommer Karen herind i stuen
og siger, hun takker herren og fruen.

Så siger far, når jeg skal i seng: Hvert år
må man blive en bedre dreng. 
Han banker mig lidt med piben på panden,
og han og mor de kysser hinanden.

Se, nu er da julen straks forbi;
det er helligtrekongers aften.
Så ender den rare jul; men vi
er glade, at vi har haft den.

Tre lys har vi tændte - tænk engang! -
for Kongerne, de, som bragte
Jesusbarnet en julepresent;
vi ved det, for far har sagt det.

Her sidder vi ved vort lille bord
og ser, hvordan lysene brænde;
når de er slukkede, siger mor,
at så er julen til ende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter julen

 

Og julen endte - børnene fik
igen deres bøger fat og gik
til skolen glad og fornøjet,
Der tænkte de ikke på julen; men
når klokken to de kom hjem igen,
de leged med juletøjet.

Og deres juletræ de beholdt,
det vilde stå grønt, blev det nok så koldt,
det kunne de ikke miste.
På duehustaget det blev sat op
og spurvene kvidrede i dets top,
og duerne sad på dets kviste.

Og træet - ja, det blev et syn at se,
da det stod fuldt af den hvide sne;
det var som med sølv bedækket.
Men, dengang forårsfuglene sang,
med sine brune grene det hang,
og toppen var også knækket.

Og skraldemanden efter det kom,
men børnene syntes ikke derom,
dengang det på vognen knejste.
Det var jo rigtignok vissent, men
det var dog, som om en gammel ven
for sidste gang fra dem rejste.

 

Share this page

Information

Forfatter
Peters Jul er skrevet af Johan Krohn i 1866. Julen som den skildres i Peters Jul, er blevet de danskes jul, sådan som vi alle kender den og glæder os til den hvert år - hvor gamle vi end bliver.

Hvorfor Peters Jul ?
Hvorfor knyttes Peters Jul sammen med Ribe ? Hvorfor knytte Peters Jul sammen med Ribe ? Der er den helt enkle forklaring, at i 1946 skriver en vis Mathilde Cold f. Kjær en beretning om sin barndoms jul i Ribe. Hendes beskrivelse af julen, der blev holdt i Porsborg, minder påfaldende om Johan Krohns julebeskrivelse i bogen Peters Jul. Porsborg er der, hvor byens turistbureau i dag holder til. Pietro og Johan Krohn var fætre til Mathildes far, og hun beskriver hvordan bedstefar, som en af de første modtog bogen i 1870, og som Mathilde skriver "maaske er det derfor, vor jul har formet sig lidt efter den, maaske er det omvendt". Det er nok snarere sådan, at Mathildes bedstefar og Johan Krohns far kom fra det samme hjem med de samme stærke juletraditioner. Familien stammede fra marskengene i det nuværende Sydslesvig.

Peters Jul

I 1863 skriver Johan Krohn versene til Peters Jul. I 1865 finder han en forlægger, der gerne vil udgive bogen, og han får sin bror Pietro og en ven, maleren Otto Haslund, til at illustrere bogen. Johan er bestemt ikke tilfreds med resultatet og kommenterer i et brev følgende: Bogen kom i hænderne på et rigtig svin (undskyld udtrykket!) af en litograf. Da vi kom for at se værket, var vi nær besvimet alle tre over det, vi så. Bogen var ødelagt, fortegnet, formalet, trykt og indbundet og udstyret som en 2 skillingsbog. Kort og godt, dens kælderudseende gjorde, at vi nedlagde protest og nægtede, at bogen måtte se dagens lys i det kostume. Bogen udkom dog, og er udkommet mange gange siden med forskellige illustrationer.

I 1870 udgives anden reviderede udgave, og bogen ligner nu den, vi kender med tegninger af Pietro Krohn. Genoptrykt i 1905, 1929 og 1934.

I 1889 med tegninger af Frantz Henningsen, genoptrykt i 2001.

I 1914 med tegninger af Erik Henningsen, genoptrykt i 1919.

I 1962 kom et nyoptryk af den sjældne 1866-udgave, med kommentarer af H.P. Rhode.

Men den mest kendte er den som ses på billedet fra 1942 med billeder af Herluf Jensenius, genoptrykt flere gange.

Lyt til Peters Jul
Denne grammofonpladeversion af Peters Jul blev indspillet i 1954, med nogle af det Kongelige Teaters førende kræfter Tove Maës, Mogens Wieth og Sigrid Neiiendam. Hans Peter Åse komponerede musikken.

Tegningerne i pladecoveret blev lavet af Herluf Jensenius, oprindeligt brugt til Gyldendals bogversion i 1947.