Juletraditioner

Julen i Danmark

I Danmark forbindes julen med hygge, masser af julemad og gaver. Decembermåned bruges til at forberede sig på juleaften ved at åbne julekalendere, tænde kalenderlys, se julekalendere i TV, gå til julefrokoster med f.eks. arbejde eller familie, bage småkager, lave konfekt, lave julepynt, pynte op, lave juledekorationer m.m. Men med julen er der også forbundet mange juletraditioner.

Her er en beskrivelse af nogle af de mest almindelige traditioner

Advent
Fra det 5. årh. har man fejret advent, fra og med 4. søndag inden juleaften, som en forberedelse til julen. Kirkeåret begynder på den første søndag i advent. Adventus Domini betyder på latin Herrens komme, og det er det, man under advent skal forberede sig åndeligt på i Juleevangeliet.

Julebukken
I gammel tid var julebukken en person, der optrådte forklædt som buk i julestuer og skræmte børn og lavede løjer. I dag er julebukken en gedebuk lavet af halm og bruges som julepynt. Julebukken af halm stammer fra Sverige.

Kornneg
Traditionen med kornneg af havre, som hænges op til fuglene ved juletid. går mindst et par hundrede år tilbage, hvor man på landet hang høstens sidste neg op, som tegn på julens komme.

Gaver
Der er lige siden middelalderen blevet givet gaver i juletiden. Børnene har i århundrede fået f.eks. julebag eller frugt af deres forældre ved juletid. Det er først i nyere tid, at omfanget af gaver er steget voldsomt. Traditionen udviklede sig kraftigt samtidig med, at juletræet blev mere udbredt, Det er også først efter 1800, at voksne er begyndt at give gaver til hinanden.

Peters Jul i Ribe

Adventskransen
Det var danskere med rødder i Tyskland, der første gang hængte adventskranse op i danske stuer. Dette skete i begyndelsen af 1900-tallet. Traditionen bredte sig til Højskolerne. I 1920’erne blev den f.eks. indført på Askov. På dette tidspunkt var adventskransen meget almindelig i det sønderjyske, og man snakker her om en sønderjysk tradition. Omkring 1940 blev traditionen udbredt til hele landet, da blomsterforhandlere begyndte at sælge dem. De blev indført i mange hjem under besættelse, hvor man tog varmt imod en tradition med lys, i denne ellers så mørke tid. Allerede i 1946 blev adventskransen afbilledet på julemærket, og dermed var adventskransen på meget kort tid blevet en rigsdansk tradition.

Kalenderlyset
Kalenderlyset hører til de nyere juletraditioner, da det første lys blev produceret af Asp Holmblad i 1942. Det blev så for alvor mere udbredt efter 2. verdenskrig. Der er dog flere beviser på, at man allerede tidligere har haft en form for kalenderlys. Men det var mere af den hjemmelavede slags, hvor folk selv havde lavet lys og tegnede streger på det og brændt det ned til jul.

Mistelten
At hænge en mistelten op til jul, stammer fra den keltiske folketro, hvor misteltenen værnede mod onde ånder. I det 18. årh. i England opstod juleskikken at tillade en mand at kysse en kvinde, der befandt sig under en ophængt mistelten. Denne tradition kom til Danmark i slutningen af det 19. årh.

Del denne side

Julekalender

Den første danske låge-julekalender blev produceret af Chr. Olsens Kunstforlag i 1932-1933. Det var samtidig med, at adventskalendere fra England blev importeret. Der var billeder af Julemanden, trommer, juletræer mv. bag lågerne. Lige før anden verdenskrig begyndte man at producere 3-D julekalendere, som forestillede nissetog, flyvemaskiner og efter den første rumrejse også nisseraketter.

Ploufman kalender - Fotograf Finn Dalsgaard Nielsen

I tiden efter Anden Verdenskrig slog en ny ide an. Man lavede selv eller købte en lang kalender af stof til at hænge på væggen. Ved de 24 tal var enten små lommer til at placere en lille gave eller med påsyede ringe til at hænge gaverne i. Pakkekalenderen var født!

Danmarks Radio begyndte i 1962 at producere Børnenes Julekalender. En idé man havde fra Sveriges Radio, som var startet allerede i 1957. I 1977 ændrede den navn til Børnenes U-landskalender. Til fjernsynets julekalender kan man købe en trykt lågekalender, en del af overskudet ved kalenderens salg går til at hjælp børn i u-landene. En af klassikerne i denne genre er Jul i Gammelby, som DR sendte første gang i 1979 og siden har genudsendt i 1983 og 1994.

Siden TV-markedet blev mere frit i Danmark, er der ingen mangel på julekalendere for børn, unge og voksne.

Nyest skud på stammen er skrabekalenderen som er meget udbredte. Her kan man både tælle dagene til juleaften og samtidig drømme om at vinde den store gevinst til indkøb af ekstra julegaver til hele familien eller sig selv.

Luciadag

Lucia er en ældgammel svensk folketradition som blev fejret bl.a. med gilder Lucia-nat som indledning til julen, nu mest med et Lucia-optog.

Skikken har siden 1950 bredt sig til det øvrige Norden. Vi har fået en tradition, som virkelig vækker glæde og begejstring der, hvor den overhovedet praktiseres, og det vil sige på skoler, på alderdomshjem og på hospitaler.

Peters Jul i Ribe

Luciatraditionerne er som mange andre traditioner en blanding af helt forskellige hedenske skikke samt fra den katolske og protestantiske religion.